tirsdag den 18. oktober 2011

Tag bussen til Berlin

Kun i Berlin kan man mærker den forvandling, som er sket de sidste årtier i Europa. Byen er den dag i dag en en af de mest dynamiske hovedstæder i Europa. En rigtig storby, hvor mennesker fra hele verden mødes.

Skal man finde den nye trend indenfor  livsstil, musik og kunst er det i Berlin.. Her skabes arkitektur, mode , design og musik, som vækker international opmærksomhed, og som har bevirket at UNESCO har tildelt Berlin titlen ”Stadt des Designs”. Dette gør Berlin til et attraktiv rejsemål i Europa.

Det er også i Berlin man finder det berømte  indkøbscenter ”KaDeWe”. Her finder man næsten alt.

Berlin er ung, dynamisk, vågen. Her skabtes bl.a. tekno-musikken, den hurtige beat, som man kan danse til hele natten på nogle af de mange klubber. Men også  hyggelige værtshuse finder man i Berlin. Og når natten er omme kan man spise morgenmaden på en af de mange hyggelige cafeer. Desuden finder man i Berlin restauranter hvor man kan få mad fra alle verdenshjørner. 

Verdenshistorien bliver levende i Berlin ingen kan vel besøge Brandenburger Tor eller Checkpoint Charlie uden at mærke historiens vingesus.




tirsdag den 14. juni 2011

Nørager Turist tog sig af pressen

Anholt: Ud over øens egen minibus til otte personer er busser mildt sagt et sjældent syn på kattegatøen Anholt. Vejnettet er ikke stort og de få veje der er, er smalle og rabatterne bløde. Men da regentparret torsdag besøgte øen var presseopbuddet så stort og programmet så tætpakket, at der måtte utraditionelle løsninger i brug.

Mens Dronningen og Prins Henrik blev gebærdet rundt i sikkerhedsfolkenes store firehjulstrækkere og følget af VIPere måtte tage – den lidt kolde – tur på traktortrukket vogn, så havde kommunen hyret Nørager Turist og deres 25 personers Iveco Marco Polo bus til at køre journalister og fotografer i hæsblæsende tempo rundt foran den royale kortege.

Chaufføren Ole Pedersen var ny på Anholt, men han havde minutiøst studeret det begrænsede vejnet på et kort, så han præcist vidste, hvor besøgspunkterne befandt sig.

Trafikken der kom i mod, som hovedsageligt var cyklister, kiggede da også med forundring og vantro på den, for forholdene store bus, der drønede rundt på de ellers fredelige veje og tvang dem helt ud i rabatten for at muliggøre passage. Og forundringen er forståelig. Hos færgefarten husker man ikke umiddelbart, at større busser har været med til øen. Hos øens taxafirma, derimod, fortæller man, at der for nogle år siden kortvarigt var hentet en stor 50 personers bus over til en begivenhed. Det var ikke nogen succes! Den havde uendeligt svært ved at komme rundt på de smalle veje og indtil flere gange måtte øens rendegraver i aktion for at hente den op af rabatten, hvor den var kørt fast.

Nørager Turists Marco Polo passede lige præcist på færgen, og Ole Pedersen klarede den noget ualmindelige kørsel til topkarakter.

mandag den 30. maj 2011

Byens flotteste bus






Byens flotteste bus
Nørager ligger på Djursland, og når Nørager Turistbusser sender den nye Scania Irizar igennem byen, så vender de gående sig gerne, for flot er den. Det er Gitte og Knud Erik, som står bag firmaet, og virksomhedens rødder går tilbage til Gittes børneår. Dengang kunne Gitte ikke lige se sig selv som busvognmand, for hun havde set, hvor meget moderen arbejdede for at holde hjulene på asfalten. Den beslutning er nu godt og grundigt blevet parkeret, da Gitte og Knud Erik har drevet virksomheden siden 1992.
Mobiltelefon kom med på turen
Firmaet startede med lidt skolekørsel, og når de lokale skulle i biografen i Randers, så blev der banket på døren. Alice og Børge Rasmussen susede rundt med en lille minibus, og da Gitte alt for tidligt, mistede sin far, måtte moderen Alice drive firmaet videre. Det blev til 20 år, og der var sjældent fri. Dengang var mobiltelefonen ikke tilgængelig, så når Alice kom hjem, var hun klar ved telefonen igen og klar til næste tur. Der kom dog til sidst en mobil med på turene, en tons tung sag, der kostede en bondegård. Da Gitte og Knud Erik overtog firmaet, bestod det af en lille Mercedes bus, en folkevogn taxa og en 46-sæders Scania bus.
Der manglede ikke advarsler
Der kom hurtigt gang i forretningen, og året efter blev en brugt Neoplan bus købt. Der skulle køres sydpå.( Knud Erik havde tidligere været ansat hos Esbensens Busser i Vivild og Harzen og Østrig trak i ham.) Bussen drillede gevaldigt, men holdt dog frem til 1996, hvor en nye Scania Irizar blev købt. Dengang manglede der ikke advarsler fra andre vognmænd. En spansk bygget bus til danske forhold, var det nu smart.



Knud Erik troede nu på projektet, og bussen kørte som en drøm. Varmesystemet, undervogn og motor er fra Scania og aircondition og resten fra Irizar, det gav mening for Knud Erik. De andre småbusser var også løbende blevet skiftet til nye Sprintere, så det gik fremad. Dengang var der meget skikørsel og mange andre grænseoverskridende opgaver. Skolekørslen har alle dage været en fast ”makker” i hverdagen. ( I de første mange år i bus til den lokale skole, senere kun i taxa. Taxakørsel er også en vigtig del af forretningen, hvor det er et miks mellem at køre børn til Specialklasser og traditionel taxakørsel, både om dagen og natten.) Det er stabile chauffører, der holder firmaet rullende. Kjeld, Poul og Michael styrer med sikre hænder, børn fra skolerne og gæster på turen, og Gitte og Knud Erik er med på vognen. Som Gitte siger, en dygtig chauffør kan redde turen i en dårlig bus, men omvendt går det ikke. I Nørager er både chauffører og busser i topform.
Der er styr på de nye media
I dag har Nørager Turistbusser egen salgsafdeling, som varetages af Jakob, der har været med på holdet i tre år. Der bliver strikket ture sammen for sportsklubber, virksomheder og foreninger. Jakob er rigtig kommet på landet, og tager gerne turen hver dag fra Randers til Nørager. Turene der bliver arrangeret , går nu ofte til storbyerne, og Hamburg eller Bruxelles er faste destinationer. Jakob styrer også firmaets sociale media, og Facebook er en del af kommunikationsmidlerne.

De er godt med i Nørager Turist.Virksomhedens nyerhvervet bus er også denne gang en flot Scania Irizar. Nu i en 13.95 meters udgave. Lækkert indrettet og til chaufførernes store glæde, meget rengøringsvenlig. Bussen er flot dekoreret, faktisk kommer der ofte bemærkninger fra kunderne på turen. Som en skrev til Jakob, ”I sådan en bus som I har, er det jo ingen sag at komme til Hamburg”. Dekorationen udvendig klæder bussen rigtig godt, og skiller sig ud på den gode måde.


Det passer Knud Erik godt, at der ikke skal tankes AdBlue, men kun diesel. Nørager råder også over en ældre dobbeltdækker Neoplan, og den snupper gerne et stort hold skigæster eller andre spændende ture.
Det er en fornøjelse at sidde med ved kaffebordet hos Nørager, der bliver fortalt historier fra landevejen, og det er fristende at tage med på en af turene. Det lyder spændende, og med den nye bus i rækken, er det helt sikkert også en behagelig oplevelse.
Fakta om den nyeste bus hos Nørager Turist
Scania Irizar PB, årgang 2010, længde 13.9m, højde 3.9m, bredde 2.55m, 56+1+1 passagerer, 420 HK Euro4 motor med EGR, 12-trins OptiCruise, Skandinavisk udførelse (rustfri opbygning, ekstra isolering, varme på toilet og i batterirum), Frenzel FOB 580 Køkken, toilet, fuldautomatisk klimaanlæg og sovekabine.